På Røde Kors hjælper kokken med madlavningskursus
På Røde Kors hjælper kokken med madlavningskursus
 

Kategori: Kokkeri & Gastronomi

Emner: , , , ,

Sild, grej og snitsår

 3 kommentarer

Af Michael Seidelin

Skarp På Mad har allieret sig med endnu en gæsteblogger. Denne gang er det kokken Michael Seidelin som efter 17 år i restaurationsbranchen valgte at arbejde på Røde Kors’ Asylcenter i Avnstrup. Her har han startet et madlavnings kursus for enlige mænd.

På Avnstrup Asylcenter laver alle beboerne selv mad i store fælleskøkkener. Det gik hurtigt op for mig, at der var visse problemer med den hygiejniske standard i køkkenerne. Samtidig kunne jeg se, at der kunne ske forbedringer indenfor det ernæringsmæssige aspekt af madlavningen. Dette var udtalt i de områder af centeret hvor der bor mange enlige mænd. På den måde startede ideen til et køkkenkursus for netop denne gruppe. Jeg har stået for planlægningen af kurset og Røde Kors har været så venlige at stille midler til rådighed. Desuden er vi i samarbejde med H. W. Larsen, og på den måde  eleverne udstyret med fremragende køkkenudstyr.

Under den første lektion smagte vi på danske specialiteter: sild, røget laks, and og bagte rodfrugter. På den måde blev sildens underværker åbenbaret for en lille eksklusiv gruppe afghanerne, pakistanere, iranere og afrikanere. Efter at vi havde smagt, forklarede jeg hvorledes det gode køkkenudstyr skulle bruges og behandles med respekt. Til slut lavede vi lammefrikadeller med stuvet spinat og kogte kartofler. Ren kolonihavestil med stænk af halal-indflydelse (læs: lammet).

Noget af det interessante ved mad og madlavning er, at det er en universel nødvendighed. Alle mennesker uanset kultur, religion, etnicitet og hudfarve spiser. Dermed er det en af de få ting som alle mennesker deler. Madlavning som globalt fænomen præges ofte af kulturelle forhold eksempelvis religion. F.eks. bruger vi kun halal kød pga. de mange muslimer der deltager i kurset. Madlavning præges også af geografiske forhold –  hvilke afgrøder kan man dyrke og hvilke dyr kan der leve i de forskellige dele af verden. Netop pga. disse faktorer er de fleste asylansøgeres madvaner markant anderledes end de danske. En del af formålet med kurset har derfor været, at gøre dem fortrolige med dansk mad og danske råvarer. Da vi smagte på den danske mad var reaktionen overvældende positiv, alle smagte på alt og fortærede det med stor vellyst. Det blev en gennemgående tendens på hele kurset: fordomsfrihed i forhold til de retter vi tilberedte og spiste. I øvrigt en fordomsfrihed som også gjaldt samværet kursisterne i mellem.

Den første kursusdag havde været en succes. Til trods for at plastret var kommet i brug som følge af Larsens skarpe knive. Der var også flere afrikanske maver der havde det lidt svært med den tunge danske kost. Men alle mødte glade op 14 dage senere for at dele glæden ved at lave mad.

Bliv medlem og få fordele og rabatter
Emner Seneste Flest læser