Frisk fisk

 Ingen kommentarer

 

Kokken Michael Seidelin har lavet et madkursus for asylansøgere på Røde Kors Center Avnstrup. Her følger tredje beretning om hændelserne i køkkenet.

af Michael Seidelin.

Denne gang var det ikke kun i køkkenet det foregik, som et afbræk for de tidligere køkkenklasser tog vi på fisketur på Øresund, hvorefter vi tilberedte fisken i køkkenet.

 

Klokken var 06.00, en flok søvndrukne asylansøgere i godt humør steg ud af Røde Kors’ hvide biler på kajen i Helsingør. I havnen lå den smukke gamle skonnert Johanne .

Det var en klar, men kold februar morgen, alle var pakket ind i tøj, og kulden bed i kinderne. Skipper Bertil sejlede os ud på Øresund. Jeg ved ikke om det var rent held eller en guddommelig indgriben, men vi fangede mange torsk lige fra start. En af de afrikanske asylansøgere var først på pletten med en flot en af slagsen. Efter 6 timers fantastisk sejltur havde vi et lager på ca. 42 torsk og alle beboerne havde fået taget billeder af sig selv med fisk og skipper Bertil. De fleste havde udholdt kulden mens andre havde kapituleret og taget en lur i den lune kahyt.

Da vi kom i land kørte vi straks til Avnstrup, hvor alle fiskene blev hældt ud på det kæmpe køkkenbord. Otte mand fjernede indvolde og hoved og fileterede torsken. På den måde blev køkkenet omdannet til en færøsk filetfabrik, og vores gode filetknive kom til deres ret. Herfra startede vi forberedelserne til det helt store torskegilde.

Vi startede med stærk provencalsk torskesuppe med tomat og ceviche med en lille salat som forretter. Herefter fortsatte vi med langtidsbagt torsk med hjemmerørt remo og kartofler og torsk vendt i rugmel, stegt i smør. Den pakistanske kursist (som nu hjælper mig fast på kurset) frembragte endnu en af sine små underværker: en stærk fish curry med ris. Jeg blev dog lettere upopulær, fordi jeg havde brugt skrog og hoveder til at lave fiskefond. Der var derfor stor opstandelse da jeg skulle til at smide hoveder og skrog ud, det ville flere af kursisterne ikke lade gå til spilde. På den måde blev jeg mindet om den ødsle måde vi ofte laver mad på i Vesten, og især indenfor restaurationsbranchen.

Bliv medlem og få fordele og rabatter
Emner Seneste Flest læser