Når vejrguderne byder på blæst og kulde kan man få varmen igen med en lækker varm kakao eller en lignende varm drik til en hyggestund foran pejsen. Derfor har vi denne uge samlet et par opskrifter på nogle hurtige, men super lækre drikke som kan give en varmen igen efter en tur i det frosne vintervejr
En af de nemmeste og bedste kommer fra Claus Meyer, som jo altid er garant for en super opskrift!

Varm kaffe med chokolade, muskat og romfløde
Til 4 personer
Det skal du bruge:
100 g flødechokolade 39 %
4 dl sødmælk
1 tsk friskrevet muskat
1/4 l piskefløde
1 spsk mørk rom
1/2 tsk flydende vanilje eller
1 tsk vaniljesukker
56 g god kaffe, f.eks. Laureano Flores, Nicaragua
1 l vand
Sådan gør du:
Smelt den hakkede chokolade i mælken, den må ikke koge, men skal bare være lidt varmere end den ønskede serveringstemperatur. Tilsæt muskat. Pisk fløde, rom og vanilje til en let, cremet flødeskum. Bryg kaffen i en stempelkande, og lad den trække 4 minutter. Server drinken i et glas. Først 1/4 chokolademælk, så 1/2 kaffe og øverst 1/4 flødeskum. Pynt evt. med en lille smule muskat eller chokoladespåner.
Til en aften med gæster har vi hevet en opskrift frem som helt sikkert er en succes. En god Gin Toddy giver varmen, smager ganske fortrinligt, og kan uden dårlig samvittighed også nydes i tilfælde af forkølelse eller ondt i halsen.

Det skal du bruge:
4 cl Tanqueray Gin
(andre kan selvfølgelig sagtens bruges, men Tanqueray har nogle lækre aromaer som frigives i den varme drik)
1 cl citronjuice
6 cl kogende vand
1 tsk sukker
1 kanelstang som pynt (og lidt smag også)
Sådan gør du:
Bland ingredienserne i et glas, sørg endeligt for glasset kan modstå varme, og pynt med kanelstangen. Det kan ikke blive meget nemmere, og varmer en godt op på de kolde aftener.
Sidst men ikke mindst har vi valgt en lækker frugt drik som kræver lidt forberedelse, men som er arbejdet værd og smager som sommer midt om vinteren (den er stadig varm, bare rolig)

Det skal du bruge:
Til 8 personer:
1 l æblejuice (prøv at finde en som ikke er for sød)
1 l ananasjuice ( igen, en som ikke er super sød)
2 spsk citronjuice
2 spsk honning
3 små kanelstænger
1 knivspids revet muskatnød
Sådan gør du:
Bland alle ingredienser i en gryde og bring det hele i kog. Skru ned for varmen og lad drikken simre uden låg i ca 25-30 minutter. Tag gryden af varmen, smid kanelstængerne ud, og servér drikken evt. med et par ekstra kanelstænger som pynt
Det var et par af vores ideer til en lækker varm drik på en kold aften, men vi vil som altid meget gerne høre fra jer så del endelig jeres opskrifter med os alle her på bloggen!
