Sankt Hans guide til mad og bål

 2 kommentarer

Skal I ud og spise inden bålet tændes Sankt Hans aften kan I altid besøge vores restaurant guide og finde inspiration til en lækker aften med mad og bål. Vi har nu også et par skarpe ideer til hvor I kan starte  aftenen, alt efter hvor i landet I befinder jer.

Går turen til Fælledparken på Østerbro i København, er der selvfølgelig et væld af rigtig gode muligheder. Alt efter vejret, synes vi nu, at en dagens ret  -to go- fra Cofoco med en rigtig god flaske vin til, er vejen at gå. Hvis man husker at tage et tæppe med, kan man nyde fællessangen med god mad og vin til og se bålet blive tændt, sammen med alle de andre som har hanket op i bedstemødre og småfolk til den festlige begivenhed.

Er man derimod i Odense når heksen går op i flammer, kan man tage et smut forbi Sortebro Kro som frister med en speciel Sankt Hans menu. Det er ikke take away priser, til gengæld er det super kvalitet for pengene. Som et ekstra trækplaster har Sortebro også lavet en børne menu til anledningen, så kan man tage hele familien med inden den står på Zididada og blues på engen ved Fruens Bøge.

Står man i Århus d. 23 juni er der stor fest i Universitetsparken med live bands, Dj’s og tre barer. Der er opsat gril, til de af jer som selv vil stå for madlavningen, men hvis man foretrækker at sidde ned og få serveret maden, kan Restaurant L’estragon nævnes som et godt valg der ikke kræver dybe lommer. På hverdage kan man få 2 økologiske retter med 2 glas vin for bare 250kr.  Det giver god samvittighed både med tanke på naturen, men også pengepungen.

Det var et par gode ideer til en Sankt Hans aften med god mad. Som nævnt tidligere, kan vores restaurant guide altid hjælpe, det er nok bare at taste ind hvor man befinder sig, så finder guiden alle de gode steder i nærheden. Det bliver da ikke nemmere, vel?

Rigtig god Sankt Hans til alle :)

Gnocchi fritti fra Scarpetta
Gnocchi fritti fra Scarpetta
 

Kategori: Restauranter

Emner: , , , , , ,

Tag nu ud og spis!

 Ingen kommentarer

I disse panik dage er det let  at blive skræmt fra sans og samling blot ved tanken om et besøg i ens lokale grøntmarked.  Farlige bakterier skal man selvfølgelig passe på med, og vi håber da, som alle andre, at kilden til al den panik snart bliver fundet så vi igen kan handle uden at være nervøse for nyresvigt og resistente VTEC-bakterier.

Det sagt, kan man jo heller ikke leve i frygt hele tiden, men blot tage sine forholdsregler. Her på bloggen gør vi det enkelt. Undgå de grøntsager som kan være inficerede og tag i stedet ud og spis :)

Nemt, ikke?  Det var nu ikke ment helt seriøst, men virkede som en nem måde at komme til dagens rigtige emne ( VTEC bakterierne får masser er mediedækning alle andre steder)  nemlig det at spise ude. Her på bloggen har vi længe kørt en serie blogindlæg hvor vi hylder en bestemt restaurant for at gøre det ekstra godt, og det har vi også tænkt os at fortsætte med, bare ikke i dag.

Nej i dag handler det om det generelle ved at spise ude. Undertegnede var for nyligt ude at kigge på de spændende tilbud en by som København kan kan byde på, og det er ikke så lidt. Hvor skal man spise, hvad type køkken, og hvilket prisniveau? Man kan jo altid tage et kig på vores restaurant-guide og finde inspiration dér.

I dette tilfælde var det en gåtur på Østerbro som ledte til en lille  opdagelse af priserne på at spise ude.  Det er faktisk ikke så dyrt at spise godt. Selvfølgelig findes der et væld af top gourmet restauranter hvor pris niveauet er forholdsvis højt, men der er masser af steder som tilbyder ordentlig mad til rimelige priser. Bare for at give en lille sammenligning; kan man på Jensens Bøfhus få en menu til 229 kroner for 3 retter. Bevares, det er måske billigt nok, men heller ikke meget andet. I stedet kunne man tage et kig forbi et spisested som Scarpetta på Nørrebro og få 5 retter for 275. Så får man også gode retter med kvaliteten i top i stedet for bøf på samlebånd og intetsigende sovs. Som sagt spiller mange ting ind, og denne sammenligning var ment til at vise, at man sagtens kan spise ude, uden at skulle gribe dybt, dybt ned i lommerne. Det gælder bare om at finde de rigtige steder.  Vi håber da nogle af jer vil benytte det dejlige sommervejr til at nyde et par lækre retter ude, fra et af de mange steder som i dag kan tilbyde et billigt måltid, uden at gå på kompromis med kvaliteten :)

Tip os andre! – Hvor spiser man et veltilberedt aftensmåltid ude for under 300 kr?

Verdens bedste restaurant, igen.

 Ingen kommentarer

Noma er stadig verdens bedste restaurant ifølge Restaurant Magazines ”World’s 50 Best Restaurants”

Noma lagde sig i spidsen foran de to spanske restauranter  Celler de Can Roca og Mugaritz med Engelske The Fat Duck på fjerdepladsen.  Det er ganske enkelt fantastisk at Noma fortsat sætter en dagsorden med fokus på nordisk gastronomi.  Listen fra Restaurant Magazine udarbejdes af over 800 paneldeltagere fra mange forskellige regioner som alle stemmer på deres favorit. Op til afsløringen florerede rygterne om hvorvidt Noma beholdt pladsen, eller om den danske top restaurant ville blive overhalet indenom af de to spanske gourmet steder.

Det lykkedes dog, og det er en kæmpe sejr  for både Noma, som kan snuppe endnu et år øverst på listen, men bestemt også for Danmark. Som vi skrev i forbindelse med uddelingen af årets Michelin stjerner (hvor både Geranium blev snydt for for en stjerne eller to og hvor Noma ikke fik tildelt den tredje stjerne, desværre) har eksponeringen forbundet med både stjerner og pladser på ranglister enorm betydning internationalt. Hver gang lille Danmark bliver bemærket, noget som  er sket helt naturligt og fortjent de sidste par år, i disse store internationale events, det være sig Bocuse D’or, Guide Michelin eller San Pellegrinos World’s 50 Best Restaurants, strømmer folk til fra nær og fjern for at opleve den eksklusive gastronomiske oplevelse det nu engang er, at komme på en restaurant i den absolutte topklasse.  Disse ”foodies” , eller gourmet entusiaster om man vil, gavner restauranterne og turistindustrien i Danmark, og det er godt for alle. Derfor må man endelig ikke undervurdere værdien af den eksponering som følger med topplaceringen for Noma.  Vi håber selvfølgelig at Noma og de andre danske toprestauranter fortsætter deres himmelflugt og bliver ved med at sætte nye standarder, så resten af verdenen kan se og smage på herlighederne vi kan tilbyde i lille Danmark.

Til slut kan vi kun ønske et kæmpe stort tillykke til Noma og alle folkene bag, det er sgu flot gjort, ganske enkelt!

TEMA 2011 og Årets Kok

 Ingen kommentarer

Årets kok 2011 blev afholdt for 20. gang i lørdags i Bella Center, og endda vist live på DR for første gang. Dette er faktisk et stort skridt, som viser hvordan mad og madlavning fylder mere og mere i danskernes bevidsthed, så meget at madlavning bliver vist på nationalt TV i bedste sendetid. Det er perfekt, og det glæder os at flere og flere har mulighed for at se topkokkene udvise præcision, kreativitet og store evner indenfor gastronomiens kunst.

Vinderen af konkurrencen blev Mette Hvarre Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, som endte øverst på dommernes stemmesedler. Dommerpanelet bestod blandt andet af Thomas Rohde Andersen, Adam Price og Rasmus Kofoed.

Deltagerne skulle på 6 timer og 50 minutter lave en 3 retters menu til 8 couverter, ud fra en råvarekasse de først blev præsenteret for på dagen for konkurrencen. Konkurrencen var hård, og de fem finale deltagere kæmpede alle indædt for titlen, men det blev Mette Hvarre Gassner som nu kan kalde sig Årets Kok 2011

Tillykke fra Skarp På Mad Teamet

Finalen blev som sagt afholdt i Bella Center,  På TEMA 2011 som er messen for madbranchen.  På en sådan messe er der rig mulighed for at blive præsenteret for nye produkter samt nye   retninger og tendenser indenfor nordisk mad, og ikke mindst finde ny inspiration til bedre madlavning. Selvom TEMA 2011 er fagmesse, kan det stærkt anbefales at kigge forbi. Man går typisk derfra fyldt med gode ideer til madlavning, og det er noget vi støtter her på bloggen.

Derfor, Udnyt nu muligheden og tag på messe inden det er for sent. TEMA 2011 slutter nu her d. 2/3 så det er med at komme af sted hvis man vil nå det. Husk at H.W.Larsen selvfølgelig deltager og kan findes på stand H-032 med knivskarpe nyheder :)

Valentinsaften og andre gode madoplevelser

 Ingen kommentarer

Det er altid interessant at høre mere om hvordan folk søger deres madoplevelser. Er det ved hjælp af super gode blogs :) , er det aviser, TV eller bare den almindelige mund-til mund metode?

Vi håber selvfølgeligt at vi bidrager med god information om alt mad-relateret, så vores læsere kan få inspiration til lækker mad, både derhjemme, men også når tiden er til at gå på restaurant.

En god ide, og fremragende inspiarationskilde til nye gastronomiske oplevelser for os, er de super gode arrangementer som findes i byen.  Lige for tiden er vinterens Copenhagen Cooking i gang, og et væld af smagsprøver, nye vine og utraditionelle retter venter bare på man kommer til dem.  Visse steder kræves der ikke engang billet, men blot at man dukker op, som på Gråbrødre Torv hvor der vil blive serveret helstegt vildsvin, bare for at give et eksempel.

Man kunne også passende, når nu valentinsaften nærmer sig, tage sin udkårne med til en ”sanselig kærlighedsmiddag krydret med pirrende, erotiske historier” på Cap Horn, blot et af mange spændende arrangementer ved Copenhagen Cooking.

Copenhagen Cooking er et eksempel på hvordan vi finder de gode madoplevelser ,som senere bliver til gode madlavningsoplevelser når vi fortvivlet prøver at efterligne gourmetmiddagen hjemme i køkkenet (det lykkedes ikke altid, men næsten)  og der er altid nye spændende steder som skal prøves og smages som vi hører om fra andre.  Derfor er vi altid interesseret i at høre om mere fra flere. Hvordan finder i Jeres oplevelser?  Del det med os, og lad os alle sammen få glæde af rigtig god mad.

Bliv medlem og få fordele og rabatter
Emner Seneste Flest læser