At vælge sin kylling

 1 kommentar

Der har på det sidste været skrevet side op og side ned omkring etikken når det gælder dyrs, og især kyllingers, leveforhold inden slagtning. Emnet kan godt være lidt hårdt, for faktum er , at de fleste danskere vælger det billigste hver gang,  uden tanke på dyrenes velfærd, når de kigger køleboksene igennem i kødafdelingen.  Der ligger som regel flere overvejelser bag når det gælder valg af kød og madvarer generelt, og prisen er her en meget, meget stor faktor i disse overvejelser. Det ved vi godt, og det er også helt fint.

Vi vil dog, som altid, slå et slag for den gode kvalitet, det gælder både  ved valg af grill, gryder og gourmet restaurant. Kvalitet bør være noget man indfører som standard, og ikke bare som ekstra forkælelse i weekenden, og især ikke når det gælder de madvarer vi spiser.

Claus Meyer kommenterede, på  politiken.dk, på hele balladen omkring kyllingeproduktion i Danmark, og  vi må nok indrømme at vi er meget enige.  Vi mener at dyrene skal have det godt indtil de skal spises, så smager de bedre, det er meget enkelt. Problemet er selvfølgeligt, at det ikke er helt så enkelt alligevel. Der er mange, både familier, studerende og mange andre, som er nødt til at spare hvor de kan, og så er det jo meget nemt at gøre det når man står med 2 pakker  kylling, den ene  dyrere end den anden.

Som Claus Meyer også nævner, er det dog lige her, at vi som danske forbrugere kan træffe et andet valg, og måske i stedet  spare lidt på cola, cafétur, og dårlige film fra blockbuster, bare for at give et par eksempler, og i stedet bruge lidt flere penge på den mad vi spiser.

Nu skal det ikke lyde helt så alvorligt det hele, men det er jo ikke uden grund vi bl.a. fokuserer så meget på danske toprestauranter, det er jo fordi man får kvalitet for pengene!

Den fokus skal bare huskes i supermarkedet også, så kan dyrene få det bedre, og vi kan alle sammen få det bedre med den mad vi spiser.